Forside > Stemmejern
Stemmejern
Stemmejernet er et af de mest elementære stykker værktøj,
kendt siden stenalderen (lavet af flint; arkæologerne kalder dem oftest
mejsler). De er fremstillet af bronze i bronzealder, både med angel og
med dølle, og siden jernalderen af jern eller stål.
Stemmejernet består af et stålblad, klingen oftest med parallelle
sider og affaset langs kanterne, sjældent med fiskehaleform (som dog er
set på kinesiske eksemplarer, der rimeligvis ikke er almindelige her i
landet). Forsiden af klingen kaldes for ægside, bagsiden polérside,
hvor andre siger spejl(side). Stemmejern er monteret på et skæfte
(hæfte) af træ eller plastic ved hjælp af en angel eller et
skaftrør (dølle). Mellem angel og klinge sidder halsen, der gerne
er forsynet med en krone eller bryst, en lille krave, der støder an mod
skæftet.
Særligt kraftige stemmejern kan være fremstillet i pålagt
stål, mens snedkerstemmejern normalt er helt af stål. Bredden varierer
fra 4 mm til ca 40; længden på klingen varierer fra 5 - 6 til 25
- 30 cm.
Skæftet bestod førhen af træ, eventuelt forstærket
med en messingring både ved anglens bryst og i topenden, hvor det er mest
udsat for beskadigelse, når der drives på det.